Historien om Rudolf med den røde tud

Af Svend-Vilhelm Mikkelsen | webmaster@juleweb.dk
 
   
 


Omslaget til Robert L. May's malebog om Rudolf med den røde tud fra 1939.
 

 

Oprindeligt har julemanden otte rensdyr. Rudolf med den røde tud er det niende rensdyr i flokken, og blev opfundet i 1939 af skribenten Robert L. May for stormagasinkæden Montgomery Ward.

Montgomery Ward ønskede sig en fortælling, de kunne bruge til PR. Kæden havde en tradition med at uddele malebøger til børn op mod jul, og for at spare penge, ville de gerne udvikle et malehæfte, der var "deres eget".

Robert L. May fandt på historien om et uheldigt udseende rensdyr med en lysende rød tud, som blev drillet og hånet af de andre rensdyr.
Rensdyret blev i arbejdsprocessen først kaldt både Rollo og Reginald, inden valget faldt på Rudolf.

Rudolfs forhånede næse bliver dog julens redning, da en tæt tåge risikerer at sætte en stopper for julemandens gaveuddeling.
Da julemanden er ved at aflevere gaver hos Rudolfs familie, ser han, at det lyser rødt inde fra Rudolfs værelse.

Julemanden beder Rudolf om at flyve forrest i rensdyrflokken. Hans næse lyser så kraftigt, at det lykkes kanen at finde vej gennem tågen og gennemføre gaveuddelingen.
På omslaget til malebogen ser man Rudolf med den skinnende næse i spidsen for hele julemandens rensdyrspand.

Alene i 1939 blev malebogen uddelt i over 2,4 millioner eksemplarer. Bogen blev første gang trykt til almindeligt salg i 1947, efter at Robert L. May selv havde fået overdraget rettighederne til figuren, og den blev oversat til dansk omkring år 1950.

 
 
Det originale cover til Gene Autry's album Rudolph, the red-nosed Reindeer fra 1949.

Hør sangen HER
 

Sangen

I 1948 blev historien om Rudolf med den røde tud til en sang. Robert L. May’s svoger, Johnny Marks, skrev teksten og musikken til sangen: Rudolph, the red-nosed Reindeer.

Johnny Marks var sangskriver og radioproducent, og er i sær kendt for at have skrevet mange berømte julesange, som for eksempel Rockin’ around the Christmastree, der blev indspillet af Brenda Lee i 1958.

Rudolph, the red-nosed Reindeer blev sunget offentligt for første gang i 1948 af crooneren Harry Brannon på New York City Radio. Året efter blev den indspillet og udgivet af country-sangeren Gene Autry.

Gene Autry’s indspilning solgte over 2,5 millioner plader alene i 1949, og lå nummer 1 på hitlisterne.
Senere er sangen om Rudolf også blevet indspillet af blandt andre The Supremes, The Wiggles og Jackson 5.

Rudolf går til filmen

I 1947 blev historien om Rudolf med den røde tud første gang filmatiseret. Filmen var en tegnefilm af ca. 10 minutters varighed, som blev vist i de amerikanske biografer ved juletid. Tegnefilmen blev senere genudsendt i blandt andet 1949, hvor Johnny Marks sang var tilføjet som kendingsmelodi.

 

Rudolf med den røde tud og nissen Hermey.
 
 

Den mest kendte filmatisering af Rudolf med den røde tud blev dog først lavet i 1964, da Rudolf fik sin debut på TV.

Produktionsselskabet Rankin/Bass Productions lavede en stop-motion animationsfilm om Rudolf, der havde premiere på den amerikanske TV-kanal NBC den 6. december 1964.

I TV-udgaven blev der digtet en del videre på historien, og nye karakterer blev tilføjet.

Snemanden Sam fortæller historien om Rudolf, der er søn af julemandens bedste rensdyr. Men faren skammer sig over sin søns lysende røde næse, og han tvinger derfor Rudolf til at gå rundt med næsen dækket til.

Efter at være blevet kasseret som rensdyr foran julemandens kane, møder Rudolf nissen Hermey, der også er et udskud blandt nisserne. Hermey drømmer om at blive tandlæge, i stedet for at være legetøjsmager, som de andre nisser. Sammen flygter de fra Nordpolen, og drager ud på eventyr, hvor de blandt andet besøger øen for det kasserede legetøj.

Senere vender Rudolf dog tilbage til Nordpolen, hvor han må redde sin familie og rensdyrpigen Clarice fra det afskyelige snemonster, inden han også kan redde gaveuddelingen som lygte foran julemandens kane.

 
 
Rudolf og rensdyrpigen Clarice.
 

TV-filmen om Rudolf med den røde tud er blevet en ligeså stor TV-tradition ved juletid i USA, som Disney’s Juleshow for eksempel er det i Danmark.

Den er blevet genudsendt hvert år siden 1964 (siden 1972 på CBS), og er sammen med A Charlie Brown Christmas og Grinchen - Julen er stjålet de længst kørende "Holiday Specials" på amerikansk TV.

Der er blevet lavet to fortsættelser til TV-filmen om Rudolf med den røde tud. Rudolph’s Shiny New Year i 1974 og Rudolph and Frosty’s Christmas in July i 1979.

I 1998 blev der lavet en ny tegnefilm om Ruldolf med den røde tud, som i 2001 blev efterfulgt af animationsfilmen Rudolf med den røde tud II – Legetøjsøen.
De to tegnefilm har dog langt fra vundet samme status i USA som den oprindelige stop-motion animationsfilm.

Relaterede artikler:

Sange: Rudolf med den røde tud

Julemandens rensdyr

 
    Julemanden
 
 

  sv-online.dk  |  mediefonen.dk  |  juleweb.dk

© Copyright