Nordisk Film udfordrer DR og TV 2

Foto: Min Bio

For første gang nogensinde forsøger en streamingtjeneste nu at tage konkurrencen op med DR og TV 2 om at lave julekalender.

Hver dag i december vil man hos ‘Min Bio’, som Nordisk Film står bag, kunne følge med i ‘Rasmus Klumps Julestue’. Her vil den kendte bjørn sammen med veninden Malene Qvist julehygge, synge og tælle dagene til juleaften.

– Vi har længe ønsket en julekalender til Min Bio, men vi har manglet den rigtige historie og den rigtige figur. Det har vi nu med Rasmus Klump, som alle kender, og vi glæder os til at kunne tilbyde 24 afsnit til børn og barnlige sjæle på vores kanal med et indhold af egen produktion, siger Ole Martini, der er direktør for Consumer Channels hos Nordisk Film.

Julekalender on demand

Julekalenderen er et samarbejde mellem Egmont, GL Music Entertainment og Nordisk Film. Den bliver målrettet de 1- til 8-årige, som DR Ramasjang ellers hidtil har været den eneste, der har lavet en julekalender til.

– Børn vil ikke opleve, at dette er en utraditionel måde at se julekalender på, men mere se det som en del af deres normale medieforbrug. De kan se det, når det passer ind og gense de afsnit, som de bedst kan lide, siger Michael Benzon, der er Head of Licensing hos Egmont.

Hver morgen klokken 6 vil dagens nye afsnit blive tilgængeligt hos ‘Min Bio’.

Min Bio har eksisteret i to år. Nordisk film vil ikke oplyse, hvor mange abonnenter tjenesten har, men 380.000 danskere har downloadet dens mobilapp.

Søg