Julehilsen til Grønland bliver sendt fra Aalborg i år

Foto: Bjarne Bergius Hermansen, DR

Aalborg er den by i Danmark, hvor der bor flest grønlændere pr. indbygger. Derfor har DR besluttet, at årets ‘Julehilsen til Grønland’ skal sendes fra Musikkens Hus i Aalborg.

Showet bliver optaget lørdag den 3. december og vil derefter blive sendt på DR 1 i ugen op til jul.

– Vi glæder os meget over at få lov til at fejre de særligt stærke bånd, vi som by har til Grønland og til grønlænderne. De smukke rammer i Musikkens Hus i Aalborg er det helt oplagte sted at sende varme julehilsner til Grønland fra, siger Thomas Kastrup-Larsen, der er borgmester i Aalborg Kommune.

Grønland fylder i forvejen en stor del i bybilledet i Aalborg, der både har et grønlænderkvarter, en grønlænderhavn, et grønlandsk kor samt Hans Egedes Kirke, der holder grønlandske gudstjenester. Størstedelen af de varer, der fragtes fra Danmark til Grønland, afskibes fra Aalborg.

Første Julehilsen til Grønland i 1932 / Foto: DR Arkiv

Mange år på bagen

‘Julehilsen til Grønland’ er et af DR’s ældste programmer – og angiveligt verdens ældste eksisterende underholdningsprogram. Det første show blev sendt i radioen i 1932, og fra 1985 kom det på tv. Det er dermed i år 85. gang, at der bliver sendt julehilsner nordpå via DR.

Ideen til programmet kom fra erhvervslederen Andreas Lund-Drosvad, der arbejdede på Udstedet “Prøven” ved Upernavik i Grønland.

I sommeren 1932 skrev han et brev til Statsradiofonien, hvor han opfordrede til, at: “Stationen hen under Jul en Nat eller to kunde sende gratis Julehilsner fra Forældre og Slægtninge i Danmark til Paarørende heroppe”.

Da Statsradiofonien under Radioudstillingen i København i slutningen af oktober 1932 havde stor succes med at lade publikum komme til mikrofonerne for at sende lytterhilsner til venner og bekendte, blev besluttet at lave programmet.

Første Julehilsen til Grønland i 1932 / Foto: DR Arkiv

Billetsalget til dette års show begynder i september, og DR vil senere på året afslører hvem de optrædende og værten bliver.

Søg