Udstilling om Børnenes U-landskalender syv steder i landet
 

5. november 2016    Tekst: Svend-Vilhelm Mikkelsen    Illustration: Nikolaj Danielsen, DR

En ny udstilling om årets udgave af Børnenes U-landskalender kan i løbet af december opleves syv forskellige steder i landet.

Her vil man blandt andet kunne høre om, hvordan kalenderen bliver lavet, hvad overskuddet går til, og så kan man for første gang nogensinde deltage i en konkurrence om at få lov til at lave næste års U-landskalender.

Træd ind i U-landskalenderen

Den første af udstillingerne kan opleves i foyeren til Industriens Hus på Rådhuspladsen i København fra den 14. november.

Her vil man blandt meget andet kunne stille sig ind i en kæmpemodel model af årets U-landskalender ’Den Anden Verden’, ligesom man vil kunne se en del af de scenografiske elementer fra julekalenderen.

Fra den 28. november breder en mindre version af udstillingen sig til centralbibliotekerne i Odense, Aalborg, Herning, Vejle, Roskilde og Gentofte. Her vil bibliotekerne samtidig have et særligt spor om eventyr, fordi 'Den Anden Verden' netop handler om Grimms eventyr.

- Vi laver udstillingerne, fordi vi gerne vil lidt bredere ud og fortælle historien om Børnenes U-landskalender, og hvad den har betydet gennem nu 54 år. Det er usædvanligt, at to organisationer som Danida og DR har samarbejdet så længe om et projekt, og det er vi stolte af, siger Thit Dyreberg, der er projektleder på Børnenes U-landskalender i DR Salg.

Årets julekalender - Den Anden Verden   •   Foto: Carsten Andersen, DR

Arbejdet med U-landskalenderen

Som en del af udstillingerne vil man også kunne høre mere om, hvordan man laver en U-landskalender.

Her kan man blandt andet se én af Ib Spang Olsens tegninger til Børnenes U-landskalender, ligesom man kan høre mere om, hvordan årets kunstner Nikolaj Danielsen har arbejdet med kalenderen.

Han har også været production designer på ’Den Anden Verden’ og kender derfor universet omkring julekalenderen rigtig godt. Årets kalender er tegnet helt i hånden for at fange noget af den stemning, der ligger i serien.

- Det er en fantastisk arv at få lov til at løfte videre. Det er immervæk nogle af vores bedste illustratorer og kunstnere, som for eksempel Herup og Spang Olesen, som har gået forud. Det har jeg oplevet som en kæmpe ære, og de gjorde mig selskab hver eneste dag, jeg sad og tegnede, siger Nikolaj Danielsen til dr.dk

Konkurrence: Tegn næste års julekalender

På de seks biblioteker og ved udstillingen i Industriens Hus kan man læse mere om hvordan, man selv kan blive den heldige, der får lov til at tegne næste års U-landskalender.

- For første gang nogen sinde laver vi en konkurrence om at illustrere Børnenes U-landskalender. Vi er i gang med at nedsætte en jury, der skal bedømme dem, og de nærmere detaljer for konkurrencen vil fra den 14. november være at finde på dr.dk/ulandskalender, fortæller Thit Dyreberg.

Nørre Vosborg i Vemb

Alle U-landskalendere flytter ind på Vemb

Igen i år kan man dog også opleve den store DR-julekalenderudstilling, der blev skabt i anledning af julekalenderens 50 års-jubilæum i 2012.

Udstillingen indeholder originale dukker, kostumer og kulisser fra de mange julekalendere, der er blevet sendt i årenes løb, og en komplet samling af alle de U-landskalendere, der nogensinde er udgivet.

I år bliver det på den gamle vestjyske herregård Nørre Vosborg, der ligger i Vemb mellem Holstebro og Lemvig, at man kan fordybe sig i julekalenderens historie. Udstillingen åbner den 18. november.

Læs også

  Børnenes U-landskalender er på vej i handlen

3. oktober 2016
     
  DR's julekalenderudstilling indtager vestjysk herregård

29. februar 2016
     
  Færdig med optagelserne til Den Anden Verden

30. juni 2016